Der er mange meninger om, hvad man bør spise juleaften. Langt størstedelen af befolkningen, der fejrer jul, sværger til and og/eller flæskesteg. Men hvad er egentlig mest korrekt, hvis man tager de traditionelle briller på?
Den mest almindelige julemenu i Danmark består af andestegen, efterfulgt af flæskestegen, ligegyldigt hvor i landet man bor.
Ifølge museumsinspektør ved Dansk Landbrugsmuseum, Irene Helvik, er det helt overens med historien, at det er netop disse to ting, der er mest populære juleaften.
“Flæskestegen stammer helt tilbage fra cirka år 1880, hvor det blev mere normalt at have et støbejernskomfur, der var nødvendig for at lave en steg. And er noget, der kommer ind i billedet på et lidt senere tidspunkt. Anden var på daværende tidspunkt anset som en lidt finere spise, der især var populær i de større byer. Med tiden bredte det sig så til resten af befolkningen”- forklarer Irene Helvik
Ser man bort fra, at vi i Danmark er meget enige om, at hovedingrediensen skal bestå af and og/eller flæskesteg, så er tilbehøret meget anderledes alt efter, hvor i landet man befinder sig.
På fyn spiser man næsten tre gange så meget medister sammenlignet med resten af landet, hvorimod man i Nordsjælland skal lede længe efter en medisterpølse på julebordet.
At spise risengrød juleaften er mest udbredt i Vestjylland og Nordsjælland. Kartoffelchips, der mest af alt fungerer som en spiselig ske til sovsen, er mest udbredt som tilbehør juleaften i Vestjylland og Nordjylland. I Nordsjælland er chips på julebordet, ligesom medisterpølsen, stort set ikke-eksisterende.
Gåsen, der tidligere også har været et populært valg til julebordet, er faldet meget i popularitet. Kun cirka 4-7 procent af befolkningen sætter tænderne i en gås d. 24 december.